|
Ligesom mange andre borgere i Odsherred kender du sikkert Trundholm Mose som stedet, hvor Solvognen blev fundet.
Men Trundholm Mose er også en del af indsatsen for klimaet og vandmiljøet i Odsherred. Mosen er tidligere blevet drænet og har i mange år fungeret som landbrugsjord.
Når man dræner og fjerner vandet fra en mose, kommer der ilt til de gamle planterester fra mosens bund, som hidtil har været dækket af vand, og dermed udledes drivhusgasser til atmosfæren. Samtidig betyder dræningen at kvælstofrigt drænvand fra oplandet hurtigere udledes til vandmiljøet i Sejerø Bugt. Derfor er drænede moseområder en udfordring for både klima og vandmiljø.
Odsherred Kommune arbejder derfor - i dialog med lodsejere i området og med økonomisk støtte fra EU - på at vådgøre mosen og dermed fastholde kulstoffet i jorden og begrænse kvælstofudledningen til Sejerø Bugt.
Solvognens fundsted vil stadig kunne besøges som nu, men omgivelserne føres tilbage til den oprindelige mose-tilstand, og i fremtiden vil du derfor få en endnu mere virkelighedsnær oplevelse, når du besøger dette historiske sted i Odsherred.
|